At være pårørende til en anoreksi-ramt

shutterstock_281156495 Det er længe siden, at jeg har skrevet herinde sidst, hvilket skyldes nogle omstændigheder i min familie. Jeg har tænkt længe over, om jeg skulle dele dette med jer, men jeg mener, at her er tale om et tabu, som det er vigtigt at få taget hul på.

For omkring et års tid siden gik min kusine igennem en voldsom periode af sit liv, hvilket senere mundede ud i, at hun blev diagnosticeret med anoreksi. Som pårørende har det været ekstremt hårdt, at se med fra sidelinjen af. Heldigvis var det privathospital, som hun var indlagt på, super dygtige til også at give både hende samt familien gode råd og vejledning med på vejen.

Hvad er anoreksi?

“Anorexia nervosa” som er diagnosens latinske betegnelse, betyder på dansk “nervøs spisevægring”, og ses ofte hos unge teenagepiger. Den sygdomsramte har af en årsag fået opbygget et fremmedfjendsk forhold til mad, sin vægt og sin krop. I nogle tilfælde skyldes det, at vedkommende synes, at han eller hun er for tyk, men for min kusine handlede det om kontrol.

Anoreksi skal ses som et råb om hjælp, da den sygdomsramte formentligt kæmper med noget, som er svært at sætte ord på. Selvom det kan være rigtig svært og grænseoverskridende, er det derfor super vigtigt, at man som pårørende griber ind, så snart man oplever ualmindelig adfærd, der kunne være forbundet med anoreksi.

Så hvad gør jeg?

Hvis den sygdomsramte ikke vil snakke med dig om sit usædvanlige forhold til kost, så kontakt en læge eller psykolog, som kan guide dig. De kan give dig nogle redskaber til, hvordan du kan gå til den sygdomsramte og udvise din bekymring, uden at han/hun oplever det som et angreb. Selv kontaktede min familie et privathospital, hvor en række virkelige dygtige læger tog sig af min kusine.

Min kusine og jeg står hinanden rigtig tæt, derfor har jeg været ved hendes side gennem hele forløbet. Det har taget hårdt på mig, at se hende så anderledes, end hvordan jeg ellers oplever hende. Jeg var derfor også med hende til den første uforpligtende samtale med lægerne. Under min kusines indlæggelse, bemærkede det søde personale frustrationerne, som begyndte at hobe sig op hos min familie og jeg. Vi blev derfor tilbudt et to timers kursus for pårørende, hvor vi blev forklaret nærmere, hvad denne diagnose var for en størrelse.

Så til alle jer…

Et lille budskab til jer derude, som læser dette indlæg. Lad ikke anoreksi eller andre spiseforstyrrelser være et tabu. Den ramte har formentlig mere end noget andet brug for, at der bliver snakket om situationen. Personen føler sig ofte skamfuld over sig selv, sin krop eller sin vægt. Derfor er det ualmindeligt vigtigt, at vedkommende får følelsen af at være i trygge hænder, og af at blive hørt.